23.08.2023

Lang kamp at få ansatte til at tænke miljø

Ålsrode Smede- og Maskinfabrik har nu været miljøcertificeret efter ISO 14001 i et år. Det er et langt og sejt træk at få alle medarbejdere med. Men ledelsen holder fast – og er tålmodige. Der er både økonomi og konkurrencefordele i certificeringen.

På Ålsrode Smede og Maskinfabrik i Grenaas industrikvarter slukker varmen øjeblikkeligt, når en port går op. Varmen i udsugningsluften fra produktionen genvindes. Alt lys er udskiftet til el-besparende LED. Fjernvarme er indlagt. Og senest er der etableret solcelleanlæg på tre tage for at blive selvforsynende med el til produktionen.

Det er tydeligt, at der gøres en grøn indsats på maskinfabrikken med 70 ansatte. For et år siden fik virksomheden efter et halvt års indsats også papir på indsatsen. Det er sket i form af en ISO 14001-certificering på miljøledelse.

- Jeg er overbevist om, at der på et tidspunkt kommer et krav om certificering på miljø enten fra politikerne eller fra kunder. Her vil vi være foran og klar til de nye krav. Samtidig er der økonomisk fornuft i mange af de miljømæssige tiltag. Investering i miljø har været en langt bedre forretning end at have penge i banken, siger direktør og indehaver Brian Basse.

Se fidusen

De tekniske investeringer i lys og varme er imidlertid langt nemmere at gennemføre end de forandringer og krav om nye vaner, der involverer alle medarbejderne. Det tager tid at ændre kultur eksempelvis omkring grundig og effektiv sortering af affald, som en ISO-certificering kræver.

- Alle vores ansatte skal tage ansvar for miljøet i deres arbejdsdag. Plast skal nu eksempelvis sorteres – og ikke bare smides i brændbart. Ellers skal en kollega til at sortere i affaldet bagefter. Det tager tid at få indarbejdet de rutiner, som en miljøcertificering kræver. Medarbejderen skal kunne se fidusen i de nye krav. Det går fremad, men tager tid.

Det siger produktionsteknolog Jesper Friis, kvalitets- og miljøansvarlig på Ålrsrode Smede- og Maskinfabrik. Med 15 års erfaring som smed som baggrund færdes Jesper Friis i jargon og kulturen i værkstederne. En effektiv måde at kommunikere på, har eksempelvis være at sætte billeder og meget korte tekster på nogle af sorterings-øerne i værkstedet.

Miljøledelse efter ISO 14001

  • Ålsrode er certificeret efter ISO 14001:2015
  • Med Miljøledelse efter ISO 14001 bliver ledelsen i stand til:
  • At risikovurdere organisationens miljøforhold
  • At implementere miljø og bæredygtighed som en del af kerneforretningen
  • At sikre mål for bæredygtighed nås.

Det gælder også om at rose de medarbejdere, der går forrest.

- Det tog også tid at få folkene til at forstå ideen bag al registreringen af det ISO-certificerede svejsearbejde. Det er nu blevet en del af arbejdsrutinen. Den forståelse skal vi også gerne nå på miljødelen, men det gør man ikke på 14 dage. Det kommer vi til at arbejde med i længe, siger Jesper Friis.

Første audit på ISO-certificeringen er overstået. I september skal maskinfabrikken igen kigges i miljø-kortene af auditørerne.

- Auditering lærer vi noget ved hver gang. Der skal være styr på alt. Men vi får også gode forslag til udførelse og rutiner, som vi ikke havde tænkt på, siger Brian Basse.

Gå bare i gang

Direktøren anbefaler gerne kolleger at være på forkant og blive ISO-certificeret på miljø. Det sker med en anbefaling at, at der skal være én ansvarlig for arbejdet i virksomheden både ved arbejdet forud for certificeringen og til de løbende opdateringer og dokumentationer. At være certificeret er en løbende proces.

- Men det giver ikke mening at investere tid og penge i en certificering, hvis man som virksomhed ikke har høstet alle de lavt hængende frugter på miljø som LED, genvinding og sortering. Start med det basale og gå så til certificering. På det tidspunkt giver det mening at kunne dokumentere miljøindsatsen, lyder rådet fra Brian Basse.

Metalskrot er altid blevet sorteret - nu gælder det alle andre affaldstyper. Brian Basse og Jesper Friis i produktionen.

Der bliver sorteret og presset. Maskinfabrikken har så meget pap, at en presser er indkøbt.

Seneste nyheder

07.10.2024

Hvor kan vi hente noget?

Direktør i Ålsrode Smede- & Maskinfabrik Brian Basse har i over 25 år været nysgerrig på virksomhedens energiforbrug og fulgt med i, hvordan det har udviklet sig.

Læs nyheden
23.08.2023

Smeden producerer sit eget nitrogen

Ålsrode Smede- og Maskinfabrik laver ikke kun smedearbejde. Virksomheden producerer nu også Nitrogen til driften af fiberskæreren ude i produktionen. Gasproduktionen er både godt for miljøet og en god forretning.

Læs nyheden